Partiledertale ved Folkemødet

Alex Vanopslagh

  • År: 2021
  • Sted: Folkemødet på Bornholm

Analyseret af
Anna Kjær, Durita V. Heinesen, Heidi R. Springborg, Nanna F. Hesselholt & Sissel Bjørg S. Hellerøe, retorikstuderende ved Københavns Universitet

“Men vi er i år 2044. Jeg er statsminister. Jojo. Det bliver værre endnu.”

Hvorfor er den retorisk interessant?

Talen er først og fremmest interessant, fordi han bygger den op som en drøm, han har haft. At forklare sine politiske værdier og visioner ud fra en drøm giver ham mulighed for at bruge ironi og sarkasme til at fornærme og udpege absurditeter. Hvis han ikke havde formuleret det som en drøm, kunne han kritiseres for at være for hård, men fordi han pakker det ind i en drøm, kan han tillade sig at bruge en hårdere tone.

Derudover er hans valg af taler-position interessant. Han taler som Alex og ikke som partileder Vanopslagh. Vi bliver lukket ind i hans egen personlige verden ved at han fortæller om det råd, han har fået af sine rådgivere, samt om sin “drøm”.

I forlængelse af det er hans tone også interessant. Han bruger relativt uformelt sprog med almindeligt talesprog og slang. På den måde bliver Vanopslagh ikke en fjern politiker, men et mere jordnært menneske.

Talen er ydermere interessant, da der er meget “skjult” argumentation, der fungerer som en slags reklame for klassisk liberalisme. Vanopslagh positionerer sig i en klar rolle som liberalist, der ikke vil prøve at være noget andet. Vi ser ofte politikere, der prøver at nærme sig hinanden for at få stemmer, være vellidte, med videre. Vanopslagh går i den modsatte retning og siger tydeligt, at han tror på liberalismen.

Den retoriske situation:

Denne tale afholdes af den politiske leder af Liberal Alliance, Alex Vanopslagh. Liberal Alliance er det mest højreorienterede parti i Danmark, hvad angår fordelingspolitik. Partiet oplevede massiv tilbagegang ved Folketingsvalget i 2019, hvor Anders Samuelsen var politisk leder. Denne stilling blev overtaget af Alex Vanopslagh blot fire dage efter valget.

Denne tale afholdes ved Folkemødet på Bornholm i juni i 2021. Folkemødet er en politisk begivenhed, som finder sted hvert år, og som har til formål at styrke det danske demokrati og mindske afstanden mellem borgere og beslutningstagere. Som vi nævner ovenfor, hvilket også vil blive tydeligt igennem vores kommentarer til talen, imødekommer Vanopslaghs sprog i høj grad Folkemødets agenda om at forbinde borgere og beslutningstagere, da hans tale i høj grad bærer præg af hverdagssprog og uformelle vendinger. Publikum består af deltagerne på folkemødet, hvilket som regel er politisk interesserede borgere. Der er dog ingen garanti for, at netop hans publikums politiske orientering stemmer overens med de værdier, der er repræsenteret i hans tale.

Det er i øvrigt vigtigt at notere, at denne tale afholdes fem måneder inden kommunalvalget i 2021, og vi formoder derfor, at Alex Vanopslagh har gjort sig overvejelser om talen som et lille brudstykke i det store værk, der er den valgkamp, som Liberal Alliance og de resterende partier går i møde.

Endeligt er det væsentligt at pointere, at Alex Vanopslagh har stillet sig enormt kritisk over for Mette Frederiksens håndtering af coronasituationen.

Se talen her (start ved 02.38)

Mine rådgivere har fortalt mig, at jeg skal blive mere personlig. Folk gider ikke høre så meget om politik og regneark og al den slags.

Derfor vil jeg fortælle jer en personlig historie. Jeg vil fortælle jer om en drøm, jeg havde her den anden nat. Jeg skal på forhånd advare mod, at det er kradsbørstige sager – særligt hvis man er socialdemokrat eller det, der er værre.

Men vi er i år 2044.
Jeg er statsminister.
Jo jo. Det bliver værre endnu.
Jeg er faktisk lige blevet genvalgt som statsminister.

Efter 15 år under Mette Frederiksen tog det borgerlige Danmark sig endelig sammen og vandt flertal. Det første, vi gjorde med magten, var at fjerne de sidste coronarestriktioner, selvom både Mette Frederiksen og Allan Randrup mente, at 3. bølge altså var lige på trapperne.

Og det går godt. Det går godt for Danmark. Og det går også godt for min regering.
Vi har fået vendt tingene på hovedet. I stedet for konstant at lave nye love, nye regler, mere bureaukrati, mere politik – så gør vi det omvendte. Vi fjerner love, fjerner regler, fjerner bureaukrati og lader politik fylde meget mindre.
Og de har ikke meget at lave, for politik fylder utrolig lidt. Staten fylder utrolig lidt i Danmark i 2044.

Ja, faktisk i en sådan en grad, at vi kun er 7 ministre i min regering. På den måde har jeg fortsat traditionen med at være leder af en meget lille gruppe. Det er nu et deltidsjob at være politiker. På den måde har Ole Birk Olesen ikke bare tid til at være finansminister, han har også tid til at være overborgmester i København – og også tid til at gå tur med sin hund – uden snor – den liberale frihedskamp fordufter ikke!
​Men lidt har min regering da fået fra hånden.

Året før, i 2043, satte skattetrykket rekord. Altså, bundrekord. Og det gjorde det også året før. Da vi kom til magten, gjorde vi de første 7.000 kroner skattefrie, vi afskaffede topskatten, halverede selskabsskatten og sænkede skatterne på investeringer. Og SÅ gik vi for alvor i gang – med at sænke skatten.

Danmark modtager derfor også mange flygtninge. Eksempelvis er Lars Seier flygtet fra de høje skatter i Schweiz hjem til Danmark. Og han fortsætter traditionen med at holde hånden under små udrydningstruede partier, så derfor støtter han nu Socialdemokratiet.

Ja, førhen prøvede de blå partier være lige så socialdemokratiske som Socialdemokratiet. Nu prøver Socialdemokratiet at være lige så liberale som Liberal Alliance. Det uhørt gode erhvervsklima betyder, at mange flere unge starter virksomheder. Og de bliver rent faktisk i Danmark, fordi de ikke bliver behandlet som grådige gøgeunger.
De kan tilmed rejse penge i Danmark og behøver ikke flygte til Sverige og Storbritannien, når de er blevet store. Nu kommer der hvert år forudsigelige historier om nye danske væksteventyr, som trækker både investeringer og dygtige mennesker til fra hele verden. Ja, de historier kommer lige så tit som Lars Løkkes meldinger om, at NU kommer han snart med et nyt parti. Måske.

Men nå, Danmark har bundrekord i skattetryk. Og ved I hvad? Velfærden har aldrig haft det bedre. For nu har vi sat velfærden fri fra systemet og givet borgerne magten – med masser af valgfrihed og ikke mindst konkurrence om at levere den bedste velfærd til borgerne.

Og hvis nogle borgere er utilfredse med deres service, vælger de en anden. Det er nemlig deres ret. Hvor velfærden før var præget af systemets ret til at gøre, som det ville, og dårlig service blev belønnet med flere af borgernes penge, er det nu borgeren, der har ret til at vælge – både vælge til og vælge fra.

Vi har ladet tusind blomster blomstre – vi har massevis af pædagoger, hjemmehjælpere og lærere, som vil være selvstændige og starte fri-børnehaver, friskoler og friplejehjem. Og hvad med bøvl og bureaukrati, skemaer og papirarbejde? Det har vi for længst afskaffet. I stedet har vi tillid til medarbejdernes faglighed og borgernes frie valg.

Det har ført til glade medarbejdere og noget helt vildt – nemlig tilfredse borgere. Det virkede helt underligt i starten, men med tiden er det blevet naturligt. Det var selvfølgelig en lidt hård omgang for de tusindvis af akademikere, journalister og kommunikationsfolk vi måtte afskedige fra det offentlige – men de fandt hurtigt arbejde i det private.
Årtiers ond cyklus af højere udgifter, mere bureaukrati og frustrationer over kvaliteten i velfærden hos borgerne er brudt.

Et godt eksempel er plejehjemmene i 2044. De er sat fri og kan tilpasse deres service til andet end kommunale samlebåndsløsninger. Der er eksempelvis plejehjem til musikere, plejehjem til homoseksuelle, ja selv et plejehjem tilpasset gamle socialisters behov, hvor de holder videoaften med Mette Frederiksens pressemøder fra 2020’erne og drømmer om dengang, man kunne regere uden hverken at respektere Folketinget eller Grundloven. Jo jo, der er plejehjem til alles behov.

Der er dog ingen plejehjem, hvor man bliver hængt op i en kran for at komme på toilettet. Helt generelt er stilstand og frustration erstattet af fremgang og glæde, fordi vi turde reformere Danmark. Vi turde se fremad og satse på fremtidens samfund.

Men nogle gange behøvede vi bare at tage ved lære af fortiden. I2037 fejrede vi hundredeårsjubilæet for folkeskolens formålsparagraf fra 1937 ved at genindføre den. Den lyder – “Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber.”

Pist væk er fokus på abstrakte og akademiske mål om at tilegne sig kompetencer, ansvar for egen læring, projektmageri og alverdens gak og gøgl. I stedet handler det nu igen om at hjælpe børn på vej til at blive myndige og dannede borgere med konkrete kundskaber.

Jo jo, og så har Henrik Dahl, der siden er blevet universitetsrektor, afsløret den nye buste af sig selv på Gammel Torv. Den bliver hvert år smidt i vandet, så vi minder hinanden om de sorte år, hvor woke identitetspolitik hjemsøgte landet. Den slags er der ikke meget af i dag. I stedet lærer vi de unge om det Danmark, de har fået i arv. Både det gode – Grundtvig og Kim Larsen – og det dårlige – Medina og Mette Frederiksen.

Men de gider nu alligevel ikke høre meget på os gamle mennesker, når vi taler om gamle dage.
“Da JEG var ung, betalte man næsten 50% i skat! Haha.”
“Da JEG var ung, blev demente damer mishandlet på plejehjem! Og vi troede det kunne løses med flere penge! Tænk sig engang!”
“Da jeg var ung, da kom der flere og flere regler, love og mere bureaukrati hvert år!”
“Da JEG var ung, gik næsten alle på gymnasiet!”


Især det sidste virker helt tosset. For det er ikke længere sådan, at man automatisk bliver andenrangsborger, hvis man vælger at tage en erhvervsuddannelse i stedet for at gå på gymnasiet og universitetet.

Lavere skatter, bedre uddannelser, mere frihed i velfærden og meget mindre politik.
Jeg ved godt, det lyder som lidt af et mareridt for nogle af jer.
Men bare rolig. Det hele var bare en drøm. Jeg vågnede badet i sved i gamle 2021 med socialdemokratisk beton, tårnhøje skatter, en overvægtig offentlig sektor og tvungen elevfordeling i gymnasierne.

Ja, det var bare en drøm. Men det er det Danmark, vi drømmer om i Liberal Alliance.
Og det er det vi drømmer om i dag, som kan blive til virkelighed engang. Hvis vi altså åbner øjnene, og arbejder for det.

Det siger retorikerne

Vi synes, at Alex Vanopslagh har bygget talen op på en velvalgt måde. Den er velvalgt, idet den er anderledes og dermed vækker publikums opmærksomhed. Talen er en liberalistisk salgstale forklædt i en drøm. Det at talen er forklædt som en drøm gør den mere personlig og er med til, at publikum bedre kan relatere til Alex Vanopslagh som privatperson frem for ham som politiker. Dette bliver også understøttet med talens brug af hverdagssprog og humoristiske vendinger. Vi mener at denne taleposition er hensigtsmæssig, da det stemmer overens med folkemødets formål, som er at mindske afstanden mellem borgere og beslutningstagere.

Talen er en liberal hyldest. Alex Vanopslagh opstiller et billede af det Danmark, Liberal Alliance drømmer om og arbejder frem imod. Alex Vanopslaghs argumentation i talen er god. Han formår at udvælge nogle argumenter, som publikum ikke kan være andet end enige med ham i, hvad enten de er venstre- eller højreorienterede. Dette er en god strategi, når man som taler vil ændre publikums perspektiv, men vi mener dog, at talens ironiske og userøse tone overskygger talens ellers gode elementer, der ellers ville være overbevisende.

Vi læser, at talen har to publikummer. Det ene publikum er det, som er fysisk til stede ved folkemødet, og det andet er det borgerlige Danmark, som ifølge Vanopslagh “endelig tog sig sammen” til at vælge en liberal statsminister. Læser man det sidste publikum ind i talen, er hele talens tone meget velvalgt, da de fleste liberale vælgere, til en vis grad, kan grine af rød blok og deres handlinger. Hvorvidt dette er hensigtsmæssigt i situationen kan selvfølgelig diskuteres.

På baggrund af denne analyse vil vi vurdere, at talen er, hvad man i retorik kalder stemmesamlende. Dvs. at Vanopslagh samler stemmer, som allerede er enige med ham. Talen fungerer som en hyldest til liberalismen, og Vanopslagh giver mange stikpiller til sine politiske modstandere, hvorfor vi vurderer, at denne tale har en samlende funktion. Den forsøger at samle ‘ægte’ liberale om LA igen. Vi vurderer samtidig, at der nok skulle en anderledes strategi til, hvis Vanopslagh skulle flytte stemmer, da talens humoristiske og ironiske præmis kræver, at man er enig med Vanopslaghs politiske synspunkter.

Spørgsmål til diskussion:

Fungerer hans humoristiske take på denne tale? Kan det blive for meget og hvorfor?
Ville talen have været lige så god, hvis det var en anden politiker, som holdte den?
Hvordan tror I, at talen var blevet opfattet, hvis den ikke var forklædt i en drøm?

  1. Her inddrager Alex Vanopslagh en personlig historie fra sin politiske rådgiver, hvilket giver publikum en følelse af, at det er Alex som privatperson og ikke politiker-Alex, som skal tale til os; han taler altså i øjenhøjde. Det bryder med vores forventning om det typiske afsender-modtager forhold, der er i politiske taler, og passer særligt godt til folkemødet, hvor hensigten er at borgere og beslutningstagere skal komme tættere på hinanden.
  2. Her udviser Vanopslagh etosdyden eunoia (velvilje mod publikum) gennem selvironi. Brug af selvironi viser, at han kan grine af sig selv, og at han kan grine af, at alle blandt publikum ikke nødvendigvis er enige med ham.
  3. Her imødekommer Alex Vanopslagh, hvad Lloyd Bitzer kalder en 'constraint'. Dvs. en begrænsning som Vanopslagh må arbejde med i den givne talesituation. Vi ser to constraints i denne situation: 1) LA har haft en massiv tilbagegang ved sidste folketingsvalg, og 2) der har været en del kaos internt i blå bloks partier. Her bruger han sin begrænsning som en mulighed for at tale og vender den til egen fordel. Det giver ham noget etos i situationen, da han viser at han godt kan se i øjnene, at det borgerlige Danmark lige skal samle sig selv op, før de kan få fremgang.
  4. Dette er et eksempel på brug af stilfiguren "allusion" . Dvs. at han hentyder til noget, som publikum kender til. Det virker fælleskabsdannende og kan gøre det lettere for publikum at identificere sig med taleren. Det er også en humoristisk overdrivelse og stikpille til Mette Frederiksens regering, som Vanopslagh ofte har kritiseret. Humor kan gøre kritik lidt mere fordøjeligt og er derfor et interessant greb i denne type tale.
  5. Her ser vi en triade; en sætning, hvor en del af sætningen gentages tre gange. I dette tilfælde er det "det går godt", som gentages i tre sætninger med forskellige sammenhænge. Denne gentagelse er med til at skærpe fokus på, at en regering med Vanopslagh i spidsen er god for Danmark.
  6. Denne passage har to elementer. Den fungerer som ironisk kommentar på, at statsarbejdet fylder for meget nu, men også at staten vil bestemme for meget over den enkelte borger. Han tager altså et helt vildt abstrakt emne, som bureaukrati og liberalisme og gør det konkret ved dette humoristiske eksempel. Det gør det nemmere for publikum at visualisere, hvad det egentlig er, LA vil som parti.
  7. Her ser vi en allitteration; et bogstavsrim. Dette medvirker til, at vi bedre husker det, der bliver sagt. Det er samtidig en sjov metafor for, hvordan regeringen behandler unge iværksættere i dagens Danmark: Som gøgeunger, der skubber de andre unger ud af reden og æder en masse mad. Dette hjælper os med at visualisere, hvordan Vanopslagh ser behandlingen af unge iværksættere pt., men det gøres på en humoristisk og poetisk måde.
  8. Det er smart at stille spørgsmål til sit publikum undervejs, som der bliver gjort her. Det gør nemlig at publikum bliver "aktiveret" og lytter ekstra godt efter, da taleren henvender sig direkte til dem. Det er nemlig umuligt for publikum at være 100% opmærksom under en hel tale, så ved at inddrage dem på denne måde med et spørgsmål, kan man øge chancen for, at de hører den pointe, der kommer lige efter. Det giver altså hans påstand om velfærden gennemslagskraft.
  9. Her ser vi et eksempel på en personificering. Dvs.at man gør et abstrakt begreb levende, som det ses her, ved at tillægge det menneskelige egenskaber. Det er en stilfigur, som man kan bruge til at gøre sproget mere levende, ligesom med andre stilfigurer som metaforer eller bogstavrim. Det er samtidig en smart måde at forklare abstrakte ting som f.eks. privatiseringen af den offentlige velfærd. Det skaber også en kontrast mellem fri og fanget. LA vil sætte velfærden fri, hvorimod den nuværende regering har taget den til fange, hvilket har negative konnotationer.
  10. Her bruges der et bogstavrim. Det har flere fordele. Det lyder godt, det giver en rytme, det virker mere sammenbundet og har en større hukommelsesværdi. Udover at være et bogstavrim er det også en metafor. De blomstrende blomster skal symbolisere alle de mennesker, der har fået det bedre. Det giver et pænt billede i hovedet på lytterne, og gør det samtidig nemmere at huske, da det er nemmere at huske billeder end "bare" ord. Denne metafor, og bogstavrimet, bidrager altså til at gøre teksten mere levende og nemmere at huske.
  11. Alle vil gerne have gode plejehjem, hvor der er fremgang og glæde. Denne type argumentation er super smart, da de fleste blandt publikum selvfølgelig vil have fremgang og glæde som en erstatning på frustration og stilstand. Der sker altså en implicit kobling mellem LA og glæde, hvilket er et meget fordelagtig greb. Derudover er der også en henvisning til plejehjemssagen, hvor TV 2 dokumenterede nogle meget kritisable forhold på et plejehjem. Der sker altså også en skjult kobling mellem den nuværende regering og denne sag. Den type argument får altså Vanopslagh til at stå rigtig stærkt.
  12. Her skaber Vanopslagh en kontrast mellem fremtiden, han drømmer om, og fortiden, han drømmer sig tilbage til. Det er et gennemgående tema i talen, at han gerne vil tilbage til de gamle tider og værdier, hvor staten havde en mindre rolle. Han fremhæver særligt, at ville tilbage i tiden i dette citat, og lægger vægt på, at de gamle værdier og principper er blevet glemt.
  13. Her bruger Vanopslagh to gyser-agtige metaforer med "sorte år" og "hjemsøgte", der skaber et indtryk af en meget mørk tid. Det "sorte" bruges også som modspil til den røde regering. Dette fungerer som en en allusion, som vi har mødt tidligere i talen. Allusionen er i dette tilfælde en reference til tidligere tiders fænomener. Det kan virke sammenbindende på tilhøreren, dog kun hvis de er med på det hentydede og er enige med det. Man bør også lægge mærke til, at han bruger ordet 'hjemsøge' til at forklare, hvad Vanopslagh synes om den politik, der bliver ført i dagens Danmark; politik for politiks skyld, og ikke for borgernes skyld – altså en mørk og uhyggelig tid.
  14. Vanopslagh bruger her to stilfigurer. Han bruger en anafor, som betyder, at man starter flere sætninger i træk med det/de samme ord. Man bruger anaforen til at skabe lydhørhed og rytme. Han bruger også accumulatio. Accumulatio er en opremsning, hvor punkterne præsenteres på en kompakt og kraftfuld måde. Vanopslagh bruger altså disse to stilfigurer til at skabe lydhørhed, latterliggøre og fremstille absurditeter ved de nuværende regler. Man bør også lægge mærke til hans brug af appellen patos ved at sige "mishandle demente damer". Det appellerer til publikums følelser, og det er i øvrigt meget svært at synes, det er fedt at se gamle damer blive mishandlet i sit samfund.
  15. Her laver Alex Vanoplsagh det, man kalder et stråmandsargument. Det er en type argument, hvor man lægger modstanderen ord i munden. I dette tilfælde skyldes det, at Vanopslagh i denne ytring antyder, at den nuværende regering medvirker til en kultur, hvor erhvervsuddannede anses som andenrangsborgere.
  16. Her ser vi endnu et eksempel på en opremsning. Opremsningen vi ser her, er fyldt med negativt ladede ord og er med til at skabe et indtryk af endeløst elendighed. Vi kan som modtagere næsten få oplevelsen af at blive forpustet, når vi læser denne liste. Dette er endnu en smart måde, hvorpå han får os til at huske, hvordan samfundet ser ud nu, og hvordan det ville se ud, hvis det var liberalt.
  17. Her binder han en sløjfe om sin tale ved at gå tilbage til, hvor han startede; ved drømmen. Det, der er særligt interessant ved denne afslutning, er at talen slutter på præmissen "man har jo lov at drømme". Det betyder, at vi som publikum har meget svært ved at modargumentere ham, da vi ikke kan tage hans drøm fra ham. Han udelader altså meget lidt plads til modargumentation i denne tale, hvis effekt kan diskuteres.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her