Tale om drømmekraft

Svend Brinkmann

  • År: 2021
  • Sted: Folkemødet på Bornholm

Analyseret af
Pelle Beich, Leonora Hoff, Tamia Dahlgaard, Nanna Hoberg, retorikstuderende ved Københavns Universitet

“Før vi folder drømmekraften ud, skal vi måske spørge os selv: Hvem har egentlig bestemt, hvad jeg drømmer om?”

Den retoriske situation

Brinkmann er af Højskolebladets live-scene på Folkemødet 2021 blevet inviteret til at snakke om temaet “Drømmekraft” hvor vinklen på emnet er: hvordan vi kan tænke stort – håbe stort – drømme stort. Afsæt for denne situation består i at Højskolebladet normalt er et fysisk blad med debatterende, formidlende og aktuelle indslag vedrørende de danske højskoler, hertil fungerer Højskolebladet Live på Folkemødet 2021 som et live-blad med både indholdsfortegnelse, hvor den første taler skitserer programmet for dagen, samt forskellige genre af “artikler” i form af taler der afholdes.
Afsenderen, Svend Brinkmann, er kendt som psykolog og forfatter, og Brinkmann har i løbet af sin karriere skrevet flere bøger som tager udgangspunkt i det at være menneske i en moderne kontekst.

Talens direkte publikum er dem der er til stede ved folkemødet, mere specifikt; de der er til stede ved Højskolebladets live-scene. Talen er, som vi ser det, ikke nået meget længere ud end til den konkrete situation som den blev holdt i, og dette har vi kunnet se ud fra antallet af visninger den har på Youtube (167 samlede visninger (pr. 06.10.2021). Til gengæld er de tilstedeværende tilhørere en bred gruppe af forskellige typer af mennesker, dog med det formodentlige samme ønske om en form for politisk engagement. Man kan derfor sige at der er tale om et relativt heterogent publikum bestående af alt fra unge til gamle som dog alligevel har det tilfælles at de er mødt op omkring én fællesinteresse; politik og demokrati.

Formålet med talen er at vende det at drømme småt til noget positivt og tilstrækkeligt. At garantere for dem der lytter at det største mål i livet først og fremmest må være at være et godt menneske, ikke et menneske med materiel succes.

Måden han griber emnet an på i situationen har den begrænsning at det ikke er den vinkel som Højskolebladet har på Drømmekraft. Omvendt bliver dog det også en fordel for Brinkmann, og han udnytter også denne; Brinkmann overrasker i stedet publikum ved at gå kontra på det forventelige.

Hvorfor er denne tale interessant?

Talen er værd at beskæftige sig med grundet dens reformative tilgang til emnet ‘drømmekraft’. Det er interessant at Brinkmann vælger at tale imod/reformere ‘drømmekraft’ som netop er det han blev inviteret til at udfolde som fænomen.

Det er interessant at overveje om de store drømme, som Brinkmann forsøger at punktere med sit ideal om at turde drømme småt, bliver endnu et eksempel på at drømme for stort.

På en måde stiller Brinkmann sig op som en ‘Rasmus-modsat’ til et arrangement der ellers lægger op til en form for over-optimisme, og det er derfor også interessant, at Brinkmann på trods af hans pessimistiske tilgang til det at vi som mennesker har uendelige muligheder, stadig fremstår jovial og sympatisk. Han fortæller os med sit modsvar at vi ikke kan alt og at vi må finde mening og glæde i det tilstrækkelige. Det lyder jo egentlig lidt kedeligt og trist, men måden han leverer emnerne på præsenterer nærmere tilgangen som en trøst. Han fortæller os at vi er gode nok som det vi er. At vi ikke behøver at jagte den helt store karriere, at tjene masser af penge eller at tage den mest prestigefyldte uddannelse. Han lægger vægt på den menneskelige succes frem for den materialistiske, og på den måde formår Brinkmann, med sit modsvar til det overoptimistiske samfundssyn, at fremstå endnu mere medmenneskelig og sympatisk.

Brugen af kontraster og retoriske spørgsmål er significant for Brinkmanns tale.
Gennemgående ses budskabet malet og tydeliggjort gennem disse sproglige figurer som også er de mest dominerende.

Hej allesammen.

Jeg har fået fem minutter til at fortælle om, hvordan man folder sin drømmekraft ud. Det er jeg utrolig beæret over, så tak for at have fået ordet.Jeg er dog ikke helt klar over, hvorfor jeg er blevet inviteret, for jeg er faktisk ikke helt klar over, hvad drømmekraft er. Men måske er det netop derfor, jeg er blevet inviteret. Jeg ved heller ikke, om I bliver så glade for at høre på det, jeg har at sige. Men nu prøver jeg.

Titlen på min tale er: Lad os tillade os at drømme småt. Så der er måske lidt en modsætning der, til hvad der lige er blevet sagt. Men lad mig prøve at forklare det.

Sidst, jeg skulle holde tale foran en flok mennesker som jer, var for præcist to år siden, da jeg havde 25 års studenterjubilæum, og i den anledning skulle holde tale for de nybagte studenter fra Herning Gymnasium. Da jeg var i gang med den formanende tale, blev jeg distraheret af det budskab, der lyste mig i møde fra de unge menneskers hvide t-shirts: “Alt er muligt”, stod der med farverig skrift.

Jeg tænkte “Det er jo nok ånden fra Herning, der taler”, men det viste sig at være Danske Gymnasiers slogan. Det er sammenslutningen af gymnasier herhjemme, og de skrev på deres hjemmeside: “Det vigtige er ikke at lære alt muligt. Det vigtige er at lære, at alt er muligt.”

Det vigtige er altså ikke at lære dansk, matematik, geografi og oldtidskundskab, men at tilegne sig et mindset, hvor man tror på sig selv og fortæller sig selv, at alt er muligt. Selvhjælpsbøgerne fortæller, at lykken er et valg. Du er din egen lykkes smed. Intet er umuligt for den, der bærer viljen i sit hjerte, sagde de engang i Robinson-ekspeditionen. For ti år siden kaldte man det ansvar for egen læring inden for pædagogikken.

Er det at folde sin drømmekraft ud? Nej, i mine øjne er det nærmere et mareridt. For hvis alt er muligt, skyldes alle fejl og nederlag nødvendigvis en selv. Hvis alt er muligt, og man selv vælger sin egen lykke, så har man jo også valgt sin egen ulykke, og hvorfor skulle andre så hjælpe en? Hvorfor skulle man hjælpe dem? De har jo smedet både egen lykke og ulykke. De må klare sig selv.

Jeg drømmer om en verden, hvor vi ikke fortæller hinanden, at alt er muligt, men nok at noget er muligt. Hvor vi ikke bilder nogen ind, at der er uendelige muligheder, men nok uanede muligheder. Og hvor vi gør, hvad vi kan for at hjælpe hinanden med at ane det uanede. Det kræver mod at kaste sig ud i det ene og det andet, men det kræver også mod at erkende, at vi ikke kan gøre alt. Det kræver mod at stå ved sine begrænsninger.

Måske bliver vi aldrig den bedste udgave af os selv? Og måske kan mindre også gøre det? Måske er det godt nok at være god nok? Måske skal vi tillade os at drømme småt? Om at blive en okay udgave af sig selv, et almindeligt menneske, en sød kæreste, en venlig nabo. Men det er ikke sådanne små drømme, vi forventes at have.

Før vi folder drømmekraften ud, skal vi måske spørge os selv: Hvem har egentlig bestemt, hvad jeg drømmer om? Har jeg grund til at nære mistro over for mine drømme? Er mine drømme værd at realisere, blot fordi de er mine, eller kræver det også, at de har en værdi, der rækker ud over mit kranium – og min navle?

“Hvad vil du være, når du bliver stor?” spørger vi børnene. Og hvis de svarer, at de vil være venlige, eftertænksomme og empatiske mennesker, bliver vi forvirrede. For vi ville jo vide, hvordan de ville sælge deres arbejdskraft. Vil de være pilot, læge eller advokat? Det er ifølge en undersøgelse de mest prestigefyldte jobs i Danmark. Og det er jo fint. Knap så fint er det, at de mindst prestigefyldte jobs er rengøringsassistent, kassedame og bygningsarbejder, som jo er akkurat lige så vigtige funktioner. Mest prestigefyldt burde det være at være dannet, demokratisk og interesseret i andre mennesker. Og det kan enhver blive, som vil det.

Jeg drømmer om et samfund, hvor det er tilladt at drømme småt, men godt. Hvor det er værdien af det, vi drømmer om, der er afgørende, og ikke kraften med hvilken vi drømmer. Hvor det er lige så værdsat at være forsigtig som at være grænseoverskridende. Hvor det er fint, at nogen sparker døren ind, men også fint at nogen reparerer de døre, der er sparket ind. Hvor vi ikke behøver at være endnu bedre udgaver af os selv hele tiden, men hvor det er godt nok at være god nok. Og det er de fleste, heldigvis.

Tak for ordet og fortsat godt folkemøde!

Det siger retorikerne

Brinkmann gør brug af mange forskellige stilistiske virkemidler i sin tale. Særligt gennemgående er brugen af retoriske spørgsmål, anaforer og kontraster som bruges som midler til at understøtte de fremlagte pointer.

Allerede i den fjerde paragraf ses brugen af det første retoriske spørgsmål (“Er det at folde sin drømmekraft ud?”) hvorefter to andre retoriske spørgsmål følger. Udover at inddrage læseren i Brinkmanns overvejelser, laver han også en triade da spørgsmålene optræder i en gruppe af tre. Brinkmann gør altså brug af interrogatio (retorisk spørgsmål) til at lade talens lyttere tage del i de overvejelser han udlægger, og det retoriske spørgsmål er et særligt effektivt retorisk kneb da det nemt kan inddrage publikum ved at opfordre til personlig refleksion over emnerne i talen.

Ift. actio-elementer (fysisk fremførelse) lægger vi mærke til hans meget afdæmpede og monotome udtryk både i hans kropslige udtryk og hans stemmebrug. Brinkmann benytter sig kun én gang af gestikulering, hvor han beskriver teksten “ALT ER MULIGT”, som står på nogle studenters t-shirts. Han bevæger sin arm vandret foran sig, for at signalere hvordan det står på trøjerne. Det er også interessant at han lige præcis her benytter sig af gestik, hvor han nævner det budskab, som han argumenterer imod. Hans mimik er også meget afdæmpet. Dog står både stemmebrug, gestik og mimik i god forlængelse af afsenders budskab – man behøver ikke at være ekstraordinær, speciel og sprudlende, hvis ikke det er det man identificerer sig med. Det er okay bare at være den, man er. En af hans bedst sælgende bøger har også titlen “Stå fast” – om dette er et tilfælde eller ej, stemmer det godt overens med hans actio (fremførelse) under talen. Han bevæger sig ikke rundt på scenen, men står fast på den samme plet, hele vejen igennem. Derudover gør han heller ikke opmærksom på sig selv ift. hans beklædning, som er meget ordinær og afdæmpet, i form af en helt almindelig sort t-shirt og sorte shorts.

Brinkmann benytter sig af mange retoriske spørgsmål, hvilket er et udmærket virkemiddel ift. at få publikum til at tænke over hvad han siger, og sætte det i kontekst. Også kontraster bruges flittigt som virkemiddel og Brinkmann lykkedes godt med fx at sammenligne store drømme med mareridt, for at skabe et stilistisk flot og klart billede af hans budskab. Derfor synes vi som skribenter og talere, at Brinkmanns tale er spændende at lade sig inspirere af. Disse sproglige stilfigurer som han benytter sig af, har til funktion at skabe klarhed, spænding og sætte tingene på spidsen. Disse kan være yderst nyttige værktøjer at have med sig i sproglige formidlinger.

  1. Her udfolder Brinkmann at selve emnet er abstrakt og umuligt at være "ekspert" i, derudover bruger han humor til at få folk til at tænke over det hjemmelavede udtryk "drømmekraft" Dette humoristiske element skaber en jovial stemning som gør talen mere spiselig, til trods for at den egentlig taler imod højskolebladets diskurs
  2. Fremaner gennem sine ord et billede af den situation, han fandt sig selv i for to år siden. Han sætter så at sige "scenen" for hans følgende pointe. Denne form for virkemiddel skaber nærvær for tilhørerne. Retorik-fagligt kaldes dette evidentia
  3. Her laver Brinkmann et humoristisk twist på cykelrytteren Bjarne Riis (kaldet ørnen fra Herning), og bruger det til at gøre grin med tidsånden. Hertil fremtræder den joviale og sympatiske effekt tydeligt, som er gennemgående i Brinkmanns tale
  4. Her bruger Brinkmann modsætningsforholdet i sammenslutningen af danske gymnasiers slogan til at fremme sin pointe om at alting ikke er muligt
  5. Brinkmann laver her en triade ved at stille tre retoriske spørgsmål, og han benytter ligeledes interrogatio (et virkemiddel hvori man inddrager publikum i sine overvejelser ved at stille dem spørgsmål) til at vække publikums interesse i emnet og tage dem med ind i sine overvejelser. Derudover: Bruges ordet "drømme" bogstaveligt, da han sætter det i kontekst med et mareridt.
  6. Opremsning i form af en anafor: "det kræver". Gentages fire gange, hvilket både skaber rytme og sammenhæng, men det fremhæver også vigtigheden af hans pointe: "Det kræver mod at stå ved sine begrænsninger".
  7. Brinkmann starter alle spørgsmålene i denne opremsning med det samme ord ("Måske") og denne brug af en anafor opbygger en spænding i talen.
  8. Her uddyber Brinkmann kontrasten mellem "store" og "små" drømme.
  9. Her gør Brinkmann igen brug af opremsning i form af retoriske spørgsmål, som både aktiverer læseren, skaber rytme og tydeliggøre hans pointe: er du egentlig herre over dine egne drømme, eller drømmer du det forventelige og pålagte drømme af samfundet?
  10. Brinkmann bruger her "pilot, læge og advokat" som metonymie frem for blot at sige "prestigefyldte stillinger". Disse stillinger bliver derfor gjort til symboler på hvordan det er de erhvervsmæssige stillinger som fylder mest i den kollektive bevidsthed om hvad der konstituerer et "godt og succesfuldt liv" - frem for mere menneskelige værdier såsom "venlighed, eftertænksomhed og empati" (som han kommer ind på lidt før)
  11. Her bruger Brinkmann kontrasten mellem prestigefyldte jobs og ikke prestigefyldte jobs, til at få sit publikum til at tænke over deres opfattelse af prestige og succes. Dette fungerer som en kontrast til pointen om at prestige burde hænge sammen med mere moralske og sociale værdier.
  12. Her laver Brinkmann, igen, en opremsning og starter på anaforisk vis alle sætningerne med det samme ord. Det fungerer som et godt momentum til talens klimaks og er samtidig opsummerende for de retoriske spørgsmål han undervejs i talen har stillet publikum.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her