Fortæl med farver

  • Tid: 20-60 minutter
  • Antal: 2-20
  • Udstyr: Projektor
  • Forberedelse: Orientér dig i introduktionen til Poul Gernes

Her kan eleverne finde inspiration i kunstneren Poul Gernes farveunivers til at finde fortællinger fra deres eget liv og derved få erfaring med at lede efter fortællinger og taleemner utraditionelle steder.

Projicer billederne af Gernes’ kunst (som ses nedenfor) op og lad eleverne betragte dem i nogle minutter, hvorefter de vælger en farve, der gør særligt indtryk på dem.

Med udgangspunkt i den valgte farve skal hver elev prøve at udfolde en personlig fortælling - måske bliver man mindet om et legetøj, man havde som lille, tapetet i familiens sommerhus eller en folkeskolekammerats kjole.

Eleverne skal holde fortællingen for resten af holdet og i den fælles opsamling kan I snakke om, hvordan eleverne oplevede det at tage udgangspunkt i farverne.

Poul Gernes (1925-96), forarbejde til farvesætning af Herlev Hospital, Herlev, 1968-76. ©KØS Museum for kunst i det offentlige rum Foto: Anders Sune Berg

Poul Gernes (1925-96), forarbejde til farvesætning af Herlev Hospital, Herlev, 1968-76. ©KØS Museum for kunst i det offentlige rum Foto: Anders Sune Berg

Introduktion til kunstneren Poul Gernes

Farver er også fortællinger, mente kunstner Poul Gernes (1925-1996). Han var ikke figurativ maler, men malede primært i et abstrakt formsprog kendetegnet ved farveflader og enkle mønstre. Hver farve rummer ifølge Gernes uendeligt mange historier, der ændrer sig alt efter hvem, der ser.

Gernes har bl.a. dekoreret Palads Biograf i København og Herlev Hospital med sin karakteristiske, spraglede farvepalet. Hvis det stod til ham, skulle hele byen males i alle regnbuens farver. Farver er vitaminer, mente han. De er nødvendige for os og holder os mentalt sunde og raske. De påvirker vores humør og sindstilstand, og hvis hele byen var betongrå, ville vi gå rundt og være triste hele tiden.

Da han i 1968 fik til opgave at lave kunst til Herlev Hospital, gik han til opgaven mere som en dekoratør end som kunstner. Han ville ikke lave værker i glas og ramme men i stedet male direkte på arkitekturen og dermed lade kunst og arkitektur flyde sammen. Det lykkedes ham at få overbevist arkitekterne og hospitalsledelsen om, at der skulle være farver og mønstre overalt. Døre, gulve, håndtag, senge, gardiner og meget mere fik en tur med Gernes pensel. Kunstneren mente, at farverne kunne distrahere patienterne, og for en stund få dem væk fra tanker om sygdom, smerte og - måske - død. På den måde kunne farverne hjælpe patienterne i sygdomsforløbet.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her