Retorisk argumentation: kunsten at begrunde overbevisende

Det retoriske argumentationsfelt har som resten af retorikken en 2500-årig historie præget af historiske forandringer og teoretiske forskelle. Man kan dog med nogen ret opsummere det retoriske syn på argumentation i tre centrale principper:

• At man for at overbevise nogen om noget må begrunde.
• At man kan fremføre flere forskellige begrundelser for den samme påstand.
• At man skal vælge begrundelser, der er tilpasset det publikum, man vil overbevise.

For den, der vil lære at argumentere overbevisende, er en forståelse for de tre principper fundamental. Lad os derfor udfolde principperne ved at forfølge to markante spor i den retoriske litteratur om argumentation: Toulmin og topikken.

Toulmin, fordi han lærer os at tænke i begrundelser; topikken, fordi den hjælper os med at vælge vores begrundelser systematisk.

Toulmins argumentmodel – skelettet i et praktisk argument

Da logikeren Stephen Toulmin i 1958 udgav sin bog The Uses of Argument, var den banebrydende. Det banebrydende lå i, at han gjorde op med den forestilling, at matematikkens universelle og strenge slutningsregler skulle gælde som norm for alle former for argumentation. I stedet tog han afsæt i juridisk argumentation i et forsøg på at bringe argumentationsteorien tættere på praksis. Ambitionen var at skabe en brugbar logik.

Hans argumentationsmodel er det konkrete og berømte resultat af hans ambition. Modellen består i sin grundform af de samme tre elementer som den klassiske syllogisme – oversætning, undersætning og konklusion. Men han har rykket rundt på elementerne, så opbygningen bedre afspejler, hvordan vi argumenterer i praksis:

Modellen giver et overblik over, hvilke elementer et praktisk argument består af og deres indbyrdes relation. Hvert af de tre elementer yder sit særlige bidrag til det samlede argument og kræver sine strategiske overvejelser, hvis man vil argumentere overbevisende. Lad os derfor zoome ind på de tre elementer enkeltvis.

Påstanden er udgangspunktet

Påstanden er argumentationens udgangspunkt – den indeholder det synspunkt, man ønsker publikums tilslutning til. Retorikerne Merete Onsberg og Charlotte Jørgensen opregner i deres lærebog Praktisk argumentation fire forskellige slags påstande, man kan søge tilslutning til:

• Faktuelle påstande - fx prostitutionen i Danmark stiger; lykken daler, når man får børn; Facebook er ved at blive udkonkurreret af andre sociale medier.

• Definitoriske påstande - fx abort er drab; aktiv dødshjælp er ikke drab; handlingen er syndig; ulovlig download af musik er tyveri; Facebook er vore dages Stasi.

• Holdningsladede påstande - fx kunstværket er smukt; hans handlinger er egoistiske; forretten var perfekt komponeret; det er upassende at tale højt i mobiltelefon i offentlige transportmidler.

• Handlingsopfordrende påstande - fx han bør frikendes; hun bør være statsminister; vi skal gå i krig; du skal sige undskyld; I skal ikke være på de sociale medier i undervisningen.

De fire påstande udelukker ikke hinanden. Man kan sagtens have alle fire påstande i spil i samme tale eller debat. En af dem vil dog typisk være den overordnede, som de øvrige påstande skal underbygge. Lad os fx antage, at man i en tale har den overordnede påstand, man ønsker publikums tilslutning til: Vi bør rose et menneske hver dag!

Dette er i sig selv en påstand, der vedrører handlinger. Men man kunne sagtens forestille sig de andre påstande komme i spil i samme tale: Fx den faktuelle påstand: Ros øger produktiviteten. Den definerende påstand: Med ros mener jeg enhver form for anerkendelse af et andet menneske. Og den evaluerende påstand: Det er sympatisk og overskudsagtigt at rose. Hver påstand vil så kræve yderligere belæg.

De fire slags påstande markerer en stigende sværhedsgrad. Det vil typisk være sværere at overbevise et publikum om, at de skal ændre deres handlinger, end at de skal have en anden holdning, som igen er sværere at overbevise om end, hvad der er fakta. Sagt anderledes: Det er nemmere at overbevise folk om, at rygning er usundt, end det er at få dem til at holde op med at ryge.

Forud for enhver argumentation må man derfor spørge sig selv: Hvilken slags påstand vil det være realistisk at få tilslutning til fra det givne publikum? En påstand, der griber langt ind i publikums liv og beder dem ændre holdning eller handling, eller en mindre indgribende påstand, der forsøger at ændre deres opfattelse af fakta? Jo mere man kræver af sit publikum, desto højere krav må man også stille til sine belæg – som er det næste punkt i modellen.

Belæg gør postulat til argument

Uden belæg intet argument. Belægget er en information, hvis funktion er at bekræfte over for publikum, at man har ret i sin påstand. Det er først idet, man begynder at give belæg for sine påstande, at man i egentlig forstand argumenterer – og ikke bare postulerer.

Til hver påstand kan man fremføre flere forskellige belæg. Som med påstanden gælder det derfor, at belægget skal tilpasses publikum, da nogle belæg vil være vægtige over for nogle publikummer, men ikke over for andre.

Over for ét publikum vil akademiske undersøgelser være et stærkt belæg, over for et andet vil privatøkonomiske belæg være stærkere, og over et tredje vil miljømæssige belæg være de mest overbevisende. Det er netop en vigtig retorisk pointe, at et belæg aldrig er godt eller dårligt i sig selv, men altid kun i relation til den retoriske situation det skal fungere i.

Hver gang man planlægger en argumentation, må man derfor spørge sig selv: Hvilke belæg vil være de mest overbevisende over for det givne publikum? Svaret på det spørgsmål hænger sammen med det sidste element i Toulmins argumentmodel – hjemlen.

Hjemlen forbinder påstand og belæg

Hjemlen er den underliggende præmis, som understøtter forbindelsen mellem påstand og belæg. Alle former for almene antagelser, værdier, normer eller rationelle principper kan fungere som hjemmel.

Det kunne fx være en værdi, at det er vigtigt at passe på miljøet, eller at dyr skal behandles humant; en antagelse om, at økonomisk vækst er et succeskriterium for et samfund; en norm om, at menneskerettighederne har en moralsk særstatus, eller at økonomiske vismænd har en vidensmæssig særstatus; eller et rationelt princip om, at fagfolks undersøgelser generelt står til troende.

Det afgørende for, at noget kan få status af en hjemmel i et argument, er, at det fungerer som en alment accepteret sandhed blandt dem, man ønsker at overbevise.

Netop fordi hjemlen indeholder en accepteret sandhed, vil den i praksis ofte være uudtalt. Men idet man ekspliciterer den underliggende præmis, et argument hviler på, bliver det tydeligt, at dette fundament i sig selv er til debat.

Kigger vi på eksemplerne ovenfor, er det fx langt fra alle, der mener, at det er vigtigt at passe på miljøet, at økonomisk vækst er et succeskriterium for et samfund, eller at økonomiske vismænd har en vidensmæssig særstatus. Antagelser, værdier, normer og rationelle principper er netop foranderlige og vil løbende være til debat inden for en given gruppe, ligesom det vil være forskelligt fra kultur til kultur, fra gruppe til gruppe, hvad man accepterer som sandt eller sandsynligt.

Toulmins argumentmodel gør det tydeligt, at ethvert belæg hviler på en underliggende hjemmel, som man kan være uenig i. For at overbevise må man i hver ny retorisk situation forsøge at finde belæg, der trækker på hjemler, der er acceptable for publikum.

Spørgsmålet er nu, hvilke belæg og hjemler man kan vælge imellem? Hvordan sikrer man sig, at man ikke overser overbevisende belæg? Hvor finder man de forskellige antagelser, værdier, normer og principper? Svaret finder vi i topikken.

Topik – et redskab til at søge systematisk efter belæg

Ordet ’topik’ er afledt af det græske ord ’topos’, der betyder ’sted’ ('topoi' i flertal). Sted skal her ikke forstås bogstaveligt som et rumligt, fysisk sted, men som et mentalt anskuelsessted. Vi kan derfor erstatte ordet ’sted’ med ord som fokus, vinkel, perspektiv, optik eller præmis.

Topikken hviler på den filosofiske indsigt, at enhver sag kan betragtes ud fra en række forskellige vinkler, der hver især belyser bestemte sider af sagen. Den vinkel, man anlægger, vil derfor afgørende præge opfattelsen af en given sag. Den samme sag vil fx tage sig afgørende forskelligt ud afhængig af, om vi ser på den med videnskabelige, erfaringsbaserede, økonomiske, etiske eller kulturelle briller.

Topikkens praktiske brugbarhed for den, der vil overbevise nogen om noget, består i kortlægningen af alment accepterede ’steder’. Topikken er ganske enkelt kataloger over steder, man kan lede efter overbevisende argumenter.

Der er overordnet set to slags kataloger, man kan lede efter belæg i: Kataloger med alment accepterede begrundelsesprincipper, og kataloger med udbredte værdibaserede vinkler. Lad os tage et kig i de to kataloger.

Katalog over udbredte begrundelsesprincipper

Retorikerne Merete Onsberg og Charlotte Jørgensen præsenterer i deres bog Praktisk argumentation et katalog med syv almindelige argumenttyper:

• Tegn
• årsag
• klassifikation
• generalisering
• sammenligning
• autoritet
• motivation.

Argumenttyperne repræsenterer syv gængse begrundelsesformer – og dermed syv ’steder’, man kan lede efter belæg til sin påstand. Især hjemler, der er baseret på sammenligning, generalisering og autoritet er udbredte. Lad os derfor se nærmere på disse tre begrundelsesprincipper med udgangspunkt i den handlingsanvisende påstand ”Aktiv dødshjælp bør være tilladt i Danmark”.

Et sammenligningsargument er baseret på et alment accepteret princip om, at ens fænomener bør behandles ens. Rationalet i et sammenligningsargument er således, at hvis to områder minder om hinanden på et eller flere væsentlige punkter, kan man overføre erfaringer eller konklusioner fra det ene område til det andet. Den lighed, man baserer sit argument på, kan være mellem personer, handlinger, sager, fænomener eller – som i dette eksempel – lande:

Vi kender sammenligningsargumentet fra retssalen. Her vil forsvarere og anklagere ofte forsøge at drage paralleller mellem den aktuelle sag og tidligere sager, der kan begrunde enten en højere eller lavere straf – det, man kalder præcedens.

Lighed er altså et muligt sted at lede efter belæg. Vælger man at begrunde sin påstand ved hjælp af en sammenligning, er det imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at den lighed, man etablerer i sit argument, altid vil kunne angribes.

Man hører fx ofte tilhængere af at legalisere hash fremføre det argument, at hash er et rusmiddel på linje med alkohol og derfor også bør være tilladt. Modstandere derimod vil argumentere for, at der er en afgørende forskel på alkohol og hash, som begrunder, at der er en lovgivningsmæssig forskel. I eksemplet ovenfor vil det tilsvarende kunne anfægtes, at Danmark minder kulturelt og værdimæssigt om Belgien og Holland. Som debattør må man altså være forberedt på at forsvare ligheden, hvis man forankrer sin argumentation i en sammenligning.

Generalisering er et andet sted, man kan lede efter overbevisende belæg for sin påstand. Et generaliseringsargument er baseret på et princip om, at det er muligt at slutte – generalisere – fra et fænomen til andre fænomener inden for samme gruppe. Når debattører fremdrager enkeltpersoner eller cases som belæg for, at der er et problem, eller at noget skal ændres, benytter de sig af et generaliseringsargument. Hvis vi tager påstanden fra før, ville vi kunne begrunde den ved at henvise til en enkelt person:

Generaliseringsargumentet hviler på den forudsætning, at det eksempel, man bruger, er repræsentativt for den gruppe, som det repræsenterer. Svagheden ved denne argumenttype ligger derfor lige for: Eksemplets repræsentative værdi kan anholdes.

Dovne Robert er fx blevet brugt som belæg for en påstand om, at kontanthjælpsmodtagere generelt ikke vil have et arbejde. Det er der nok mange i gruppen af kontanthjælpsmodtagere, der vil anfægte. Og i eksemplet ovenfor kan modstandere af aktiv dødshjælp anfægte, at onkel Hans er repræsentativ for gruppen af terminalt syge. Henter man belæg i eksempler, skal man altså være indstillet på at forsvare eksemplets repræsentative status, ligesom man skal være forberedt på at blive mødt med modeksempler.

Et tredje sted, man kan lede efter belæg for sin påstand, er i autoriteter. En autoritet kan fx være en undersøgelse, en organisation eller en ekspert. Flertallet kan dog også fungere som autoritet – i så fald er der tale om et mængdeargument, som vi kender det fra salgsargumenter af typen ”Køb denne bil. Den er den mest solgte bil i år”. Her er det indlejrede rationale, at hvis mange mennesker handler på samme måde, må det være rigtigt. Demokratiet er i denne forstand konstrueret som et autoritetsargument, hvor flertallet fungerer som autoritet. Her er et eksempel, hvor en gruppe af eksperter fungerer som belæg:

Som vi så det gælde for de to andre argumenttyper, kan den hjemmel, som et autoritetsargument hviler på, angribes. Hvad enten autoriteten er en undersøgelse, en forsker, en organisation eller en gruppe bilkøbere, vil det være muligt for publikum eller en moddebattør at angribe autoritetens troværdighed.

Det kan være ved at påpege, at autoriteten ikke er en autoritet inden for netop det felt, som debatten omhandler; eller at andre autoriteter med større troværdighed er kommet til modsatte konklusioner inden for den samme sag – ligesom det er nemt at finde eksempler på, at flertallet har taget fejl. Baserer man sin argumentation på autoriteter, må man altså være indstillet på at forsvare legitimiteten og troværdigheden af den autoritet, man bruger som belæg for sin påstand.

De tre argumenttyper repræsenterer bredt accepterede måder at ræsonnere på. Men det vil oplagt nok være forskelligt, hvad forskellige publikummer betragter som en rimelig generalisering, en troværdig autoritet eller en passende sammenligning. Hvilket indhold, man kommer i de tre argumentformer, må i hver argumentation afstemmes i forhold til publikums viden, interesser og værdier.

Katalog over udbredte værdier

Ud over kataloger med faste argumentformer finder man i den retoriske litteratur også lister med mere værdibaserede topoi eller ’steder’, hvor man kan lede efter belæg. Her får den retoriske debattør et redskab til at målrette sine hjemler til et givent publikum ved at forankre argumentationen i en bestemt grundværdi. Kataloger af denne type handler altså mere om argumentationens indholdsmæssige vinkling end om det underliggende argumentationsprincip.

Forfattere til retoriske lærebøger har i tidens løb udarbejdet forskellige lister med relevante vinkler. Aristoteles har fx i sin Retorik et katalog med fem steder, hvor han anbefaler, at den antikke retor leder efter argumenter for politiske standpunkter: Økonomiske ressourcer, krig, forsvar, samhandel og lovgivning. Denne liste giver os indsigt i, hvad der blev betragtet som vigtige politiske problemstillinger på Aristoteles’ tid, men den er ikke så brugbar i dag.

Vi har altså brug for et opdateret katalog over steder, der afspejler, hvilke problemstillinger den politiske talegenre typisk kredser om i dag. Et moderne bud på et sådant værdibaseret topik-katalog ser således ud:

• Økonomi
• Miljø
• Etik
• Æstetik
• Religion
• Kultur
• Sundhed
• Individ
• Samfund

Listen er baseret på gængse vinkler i den offentlige politiske debat. Uanset om man debatterer prostitution, overvågning, indvandring, sociale medier eller legalisering af hash, vil man kunne bruge listen til at lede efter overbevisende belæg for sin påstand.

Lad os illustrere listens værdi ved at tage afsæt i påstanden ”Vi bør spise vegetarisk”. Hver vinkel, topos, vil nu give den retoriske debattør et sted at lede efter belæg for påstanden:

• Økonomi: kød er dyrt
• Miljø: kødproduktion er skadelig for klimaet
• Etik: det er bedre for dyrevelfærden
• Æstetik: grøntsagernes farver er smukke på tallerkenen
• Religion: inden for visse former for buddhisme er det forbudt at spise kød
• Kultur: der er en voksende vegetarisk bevægelse i Danmark
• Sundhed: kød kan være svært at fordøje
• Individ: du får det bedre med dig selv
• Samfund: du viser samfundssind ved at udlede mindre CO2.

Listen hjælper den retoriske debattør med at afdække en sag systematisk fra flere vinkler og finde så mange og så forskelligartede belæg for en påstand som muligt. Topikken er altså en form for systematiseret brainstorming, der sætter debattøren i stand til at afsøge en sag grundigt for mulige argumenter.

Først når man har afdækket sagens mulige argumenter, kan man vælge de stærkeste argumenter – i betydningen dem, der er i samklang med publikums værdier. For det er ikke meningen, at man skal fremføre alle de argumenter, man finder frem i sin researchfase, men kun de få bedste.

Ovenfor er kun opført et enkelt belæg ud for hver vinkel, men det er muligt finde flere forskellige belæg inden for hver topos. Vælger man eksempelvis at forankre sin argumentation i en etisk topos, kan man fremføre en række etiske belæg for sin påstand.

Det er en væsentlig pointe, at den vinkel man vælger, vil præge den sag, man debatterer. Sagen kommer ganske enkelt ikke til at handle om det samme alt afhængig af, om man henter sine belæg i en økonomisk hjemmel eller i en etisk. Den valgte topos smitter så at sige af på sagen og sætter en ramme om debatten.

Emnespecifikke topik-kataloger

De to topik-kataloger er brugbare i de fleste argumentationssammenhænge – på tværs af emner. Men det er også muligt at lave mere emnespecifikke eller genrebestemte topik-kataloger. Det kunne være om alt fra computere, køleskabe, kommuner og kærester til mad, alkoholvaner, studievalg og børnepasning.

Når man laver et topik-katalog, kortlægger man potentielle steder, hvor man kan hente belæg inden for det pågældende emne. Topoi i et kommunespecifikt topik-katalog kunne fx være: skat, transport, natur, IT, indkøbsmuligheder, sportsfaciliteter, institutioner, skoler, ældrepleje, iværksætteri.

Mulige topoi i et topikkatalog om kærester kunne fx være: udseende, humor, intelligens, interesser, værdier, politiske holdninger. Uanset hvad man laver kataloger over, giver listen med typiske topoi et analytisk overblik over mulige steder, man kan hente belæg og forankre sin argumentation.

Modargumentation – i mødet med en modstander

Det topiske forarbejde kan også gøre det muligt for en debattør at positionere sig strategisk i en debat og forberede modargumentation. For ud over at finde belæg for sin egen påstand, vil man også kunne bruge topikken til at lede systematisk efter belæg for modpartens standpunkt. Her er det relevant at spørge sig selv: Hvor har modparten en fordel af at stille sig og debattere? I hvilken topos kan modparten hente deres stærkeste argumenter?

Bevidstheden om, at modparten ikke nødvendigvis vil debattere ud fra den samme vinkel som en selv, betyder, at man må være villig til at kæmpe for, at debatten bliver på ens egen topiske banehalvdel.

Hvis man fx i sit topiske forarbejde har analyseret sig frem til, at modparten i sagen nok vil forsvare sit standpunkt ud fra en økonomisk topos, mens man selv står stærkest i den etiske topos, må man dels være klar med modargumenter inden for den økonomiske topos, dels må man være klar til at kæmpe for at få debatten over på sin etiske banehalvdel.

Det at debattere handler nemlig ikke kun om at finde de mest overbevisende belæg. Det handler i lige så høj grad om at styre debatten derhen, hvor man får mulighed for at fremføre sine overbevisende belæg.

Inspiration til videre læsning

• Charlotte Jørgensen og Merete Onsberg (2008): Praktisk argumentation. 3. udgave. Nyt Teknisk forlag. Giver en nem indføring i Toulmins argumentmodel – herunder forskellige påstands- og hjemmeltyper.
• Christina Pontoppidan og Jonas Gabrielsen (2009): ”Topik – debattens skjulte niveau”. RetorikMagasinet, nr. 74. Giver en kort præsentation af topik som en måde at afkode debattens vinkler.
• Jonas Gabrielsen og Tanja Juul Christiansen (2010): Talens magt. Indføring i mundtlig retorik. 2. udgave. Hans Reitzels Forlag. Kapitlet om argumentation præsenterer tre forskellige topik-lister.