Foto: Dennis Morton

Derfor er denne tale interessant:
Denne tale er interessant af to årsager. For det første er Selma Montgomerys tale et illustrativt eksempel på, hvordan en taler kan arbejde med at definere og italesætte sit publikum, så det får den størst mulige handlekraft. Dette kaldes i retorisk terminologi for at tillægge publikum ‘agency’. Ved at omdefinere den måde, den unge generation omtales på i mediebilledet (som generation z), søger Montgomery at aktivere publikum og tilskynde til handling.

Derved kan talen også belyse den retoriske forståelse af publikum: Publikum indbefatter ikke blot de mennesker, der overværer talen. Den måde som publikum italesættes på har afgørende betydning for, hvem der føler sig inkluderet og de muligheder, det har for at handle, og i den forstand er publikum en sproglig konstruktion.

Dette leder til talens andet interessemoment: Montgomerys sproglige arbejde. Gennem talen formår hun, ved hjælp af levende billeder og et velafstemt sprog, at formidle et komplekst emne som klimakrisen på en simpel og forståelig måde. Netop dette gør det muligt for publikum at handle på problemstillingen, der ellers kan føles uoverskuelig og håbløs. Montgomerys brug af metaforer og andre poetiske virkemidler, hjælper altså til at gøre emnet mere nærværende.

Den retoriske situation:

Montgomery er en ung klimaaktivist og koordinator i Fridays For Future, klimabevægelsen hvor Greta Thunberg også har sine rødder. På trods af hendes kun 16 år har hun etableret sig selv som fremtrædende figur i klimadebatten, blandt andet med sin optræden i Debatten på DR2, samt sin insisterende brug af sociale medier, hvor hun gennem Instagram forsøger at udbrede sit budskab. Hun har altså en vis adkomst til at tale om dette emne.

Talen bliver fremført til Ungdommens Folkemøde d. 8. september 2021, hvor Montgomery med denne tale åbner talerstolen Ølkassen. Ungdommens Folkemøde er et årligt arrangement, der har til formål at samle unge politiske engagerede danskere og ‘give ungdommen en stemme’. Montgomery bruger her sin stemme til at give ungdommen håb for fremtiden og tilskynde publikum til at deltage i klimaaktivismen.

Desuden bliver talen også opført i kølvandet på IPCC, FN’s klimapanels, seneste klimarapport. Rapportens budskab var kort sagt, at klimaforandringerne nu ikke længere kunne forhindres, og dens resultater indebar dystre udsigter for planeten.
De omstændigheder, taleren reagerer på, kaldes exigence i retorik. Offentliggørelsen af rapporten er her den exigence, som Montgomery svarer på, ved at holde talen.

Vores generation bærer det deprimerende navn “generation z”.
Z: Det sidste bogstav i det engelske alfabet.
Som om vi er den sidste generation før verden bryder sammen. Vi bliver også kaldt håbet. Det er os, der efter sigende skal løse klimakrisen. Men det er jo en umulig opgave.
Vi kan ikke løse klimakrisen, for klimakrisen er her allerede.

Klimakrisen runger i en mands astmatiske hoste, når han indånder røgen fra californiens skovbrande. Klimakrisen bruser i det mudrede flodvand, der sluger tyske huse og fanger deres tidligere beboere på små tagstensøer.

Jeg kunne fortsætte med at optegne klimakrisens sorte konturer. Jeg kunne tale om, hvor vred jeg er over magthavernes mangel på handling. Hvor frustreret jeg er over, at regeringen svigter deres grønne valgløfter. Hvor bange IPCC’s nyeste klimarapport og dens konklusioner om, hvor tæt vi er på uopretteligt kollaps gør mig.

Men vores generation ved jo godt at verden på mange måder er messed up! Vi har ikke brug for flere dundertaler. Vi har brug for at finde en mening - et håb - imens det føles som om, at fremtiden smelter væk sammen med indlandsisen.

Jeg finder et håb, når vi kollektivt råber op og kræver handling. Når jeg går på gaden og ser min frygt for fremtiden og mit håb for en bedre verden afspejlet i mine med-aktivisters øjne. Når jeg ser vores generation mobilisere sig og stå sammen.

En krise så gennemgribende som klimakrisen kræver noget af os alle sammen - hver og en. Der er behov for, at vi for en gangs skyld sprænger vores individuelle bobbel og ser os selv som en del af noget større. At vi ser os selv som aktivister.

Du kan være aktivist på tusindvis af forskellige måder. Du kan tage dit skilt under armen og gå på gaden, du kan starte en vegetarisk kantine på din skole eller du kan bruge kunst til at formidle klimabudskabet.
At være aktivist handler grundlæggende om at have en handlingsorienteret indgangsvinkel til verden omkring dig. At være aktivist handler om at kæmpe.
Din stemme, hvor svag og spinkel den end lyder, er en del af et kor...Et kor af unge, handlekraftige stemmer, der sammen kræver forandring.
Så jeg er så glad for, at jeg må være med til stå her på denne scene og være med til at åbne Ungdommens Folkemøde. For det er til samlinger som denne, at jeg hører forandringskoret tydeligst.

For at vi kan forandre, skal vi også kunne forstå. Klimakrisen kræver, at vi forstår, at naturen ikke er en substans adskilt fra os, men en del af os. Vi skal forstå, at vi er en del af smukke og komplekse økosystemer, der fletter os sammen med hinanden og verden omkring os. At vi ikke kan blive ved med at drive rovdrift på disse systemer og deres ressourcer, fordi det vil få fatale konsekvenser for os allesammen.

Det giver mig håb, at klimakrisen tvinger os til at gentænke de værdier, vi har baseret vores samfund på. For måske er “det gode liv” ikke bare lig med dyre biler, et kæmpe hus og et stort materielt forbrug. Måske kan vi finde værdi i andre ting - i tid med hinanden. I omsorg for os selv og verden omkring os.

Håbet kan godt misbruges. Det kan blive en sovepude. Det kan være irrationelt og bruges til at lukke øjnene for klimakrisens realiteter. Det kan bruges til at skubbe ansvaret hen på skuldrene af nogen andre, som Mette Frederiksens gør det, når hun klapper af ungdommen og det “håb” vi indgyder med den ene hånd, og underskriver sorte aftaler med den anden.

Vores generation har et valg. Vi kan kæmpe klimakampen med vrede eller med håb.

Vi behøver ikke håb for at handle. Vi kan handle af vrede, af afmagt, vi kan handle for at ødelægge og udskamme. Men vi behøver håb, hvis vi ikke bare skal handle, men også skabe. Skabe en bedre verden, et mere bærdedygtigt samfund.

Håb er ikke altid helt rationelt. Håb er at drømme. Men drømme bliver til mål, mål bliver til planer og planer bliver til handling. Kollektiv handling.

Så vi er ikke generation Z. ​Vi er generation fællesskab. Vi er generation handling. Vi er generation håb.
​Hvis man vil starte sin aktivistiske karriere, så kan man jo komme til klimastrejken d. 24 september kl. 12 på Christiansborg slotsplads