Takketale ved SAG Awards 2017

David Harbour

  • År: 2017
  • Sted: Screen Actors Guild Awards, Los Angeles

Analyseret af
Thor Dam, Frida Kampp, Asger Riis og Catharina Evald, retorikstuderende ved Københavns Universitet

“We will shelter freaks and outcasts, those who have no home. We will get past the lies. We will hunt monsters.”

Hvorfor er denne tale interessant?
Ved SAG Awards holdt skuespilleren David Harbour en takketale, der vakte stor opsigt, både på grund af sit indhold og fremførelse. Harbour lod en kraftig utilfredshed med Trumps indsættelse og indrejseforbud skinne igennem, selv om han ikke eksplicit formulerede det. Harbour brugte med andre ord sin taleposition til at være politisk og brød således med forventningerne til en takketale. Også Harbours fremtoning på scenen vakte opsigt. Hans dramatiske stemmeføring, skuespillerinden Winona Ryders påfaldende grimasser og bruddet på genrekonventionerne gjorde, at takketalen fik et viralt efterliv på de sociale medier.

Den retoriske situation

David Harbours takketale fandt sted i Los Angeles, Californien, d. 29. januar 2017, ni dage efter Donald Trumps tiltrædelse som præsident. To dage før talen havde Trumps annonceret et øjeblikkeligt midlertidigt indrejseforbud, der forbød rejsende fra syv muslimske lande at krydse grænsen til USA i 90 dage. Det medførte afvisninger af en række passagerer ved ankomst til amerikanske lufthavne, og denne nyhed udløste talrige reaktioner, heriblandt også demonstrationer.
Publikum er dels skuespillere, instruktører og andre fra film- og TV-branchen, der er til stede ved award-showet, og dels et bredere publikum i USA såvel som i andre lande, der kan følge med via TV-transmission. Talens publikum blev imidlertid endnu større i dagene efter, idet talen blev delt flittigt på sociale medier.

But this award from you, who take your craft seriously, and earnestly believe, like me, that great acting can change the world, is a call to arms for our fellow craftsmen and women to go deeper and, through our art, to battle against fear, self-centeredness and exclusivity of our predominantely narcissistic culture and, through our craft, to cultivate a more empathetic and understanding society by revealing intimate truths that serve as a forceful reminder to folks that when they feel broken and afraid and tired, they are not alone.

We are united in that we are all human beings and we are all together on this horrible, painful, joyous, exciting and mysterious ride that is being alive.

Det siger retorikerne:

David Harbours tale tjener flere formål; den er på én gang en takketale i anledning af en prismodtagelse og er samtidig en politisk erklæring. Endvidere medvirker Harbours dramatiske stemmeføring til, at talen får karakter af en brandtale.

Harbour bruger en næsten “trumpsk” retorik ved at fremhæve skarpe kontraster mellem det gode og det onde. Talen formulerer et paradoks: At skabe fred ved at slås.

Det ideelle publikum for Harbours tale er Trump-fjendske, og vi forstår derfor talen som et stykke stemmesamlende retorik, der ikke forsøger at overbevise uenige.

At hele castet fra “Stranger Things” stod på scenen, mens Harbour holdte takketalen, havde også en signalværdi i sig selv. Harbours argumentation og løfte om sammenhold og fællesskab i kampen mod det onde fremstod stærkt, da han fysisk havde sit team i ryggen.

Talen fik stor opmærksomhed, både ved at rumme kontroversielle brud på takketalens genre (i indhold og fremførelse) og med Winona Ryders karakteristiske ansigtsudtryk. Ryders iøjnefaldende adfærd optrådte efterfølgende i et hav af memes og GIFs, der gav talen et endnu større publikum.

  1. Talens åbning er påfaldende spontan og uformel. Det skaber autenticitet og møder publikum i øjenhøjde.
  2. Her opfylder Harbour forventning til takketalens genre. Harbour hylder og henvender sig til de folk, der har været bærende kræfter i arbejdet med 'Stranger Things'.
  3. Harbour "metakommunikerer" om genren. Han ved, det forventes, at han skal fejre og hylde, men det finder han vanskeligt. Allerede her antyder Harbour, at verden i krise og henviser (implicit, men utvetydigt) til Trumps tiltrædelse og øjeblikkelige indrejseforbud
  4. Harbour slår en mere aggressiv tone an med en krigsmetaforik; om at kæmpe mod frygt, selvcentrering, narcissistisk kultur i verden. Harbours oprørske stemmeføring understreger krigsmetaforikken.
  5. Harbour skaber en stigende intensitet ved at formulere en meget lang og krøllet sætning, der først afsluttes med ordene "they are not alone". De sidste fire ord fungerer da som en form for forløsning.
  6. Harbour bruger tvetydighed til at skabe en forbindelse mellem den fiktive fortælling i 'Stranger Things' og virkelighedens fortælling om Trump. Han retter en latent kritik af monsteret Trump, der skal bekæmpes.
  7. Harbour gentager "we will" i starten af hver sætning, stilfiguren 'anafor'. Det skaber en opildnende stemning, og anaforen er også kendt for at vække patos.
  8. Harbour etablerer velvilje (eunoia) hos publikum ved at referere til en velkendt karakter fra serien, Jim Hopper. Dem i publikum (formentlig de fleste tilstedeværende ved SAG), der forstår denne refererence, vil føle sig inkluderet. Harbour etablerer på denne måde et fællesskab, der står sammen om at bekæmpe det onde i verden. Her når talen sit klimaks, og Harbour fremhæver kampen mod det onde i allitterationen "punch" og "people". Han næsten 'spytter' ordene ud og understreger den vigtige pointe med tryk og rytme i stemmen.
  9. Harbour anviser, hvordan man (skuespillere og indirekte publikum i “vi’et”) bør handle i fremtiden “med sjæl, med hjerte og med glæde”. På vegne af skuespiller-castet på scenen lover Harbour at bekæmpe det onde med det gode, et abstrakt løfte, der peger i retning af, at talen nærmer sin afslutning. Harbour signalerer også med sin stemmeføring, at talen her når sit klimaks og afrunder med et indfølt “Thank you”.

Nysgerrig på retorikken? Dyk ned i vores praktiske øvelser.

Find mange flere øvelser og fagartikler her