“Før vi folder drømmekraften ud, skal vi måske spørge os selv: Hvem har egentlig bestemt, hvad jeg drømmer om?”
Svend Brinkmann
Foto: Sara Galbiati, Gyldendal Medie, 2022
Den retoriske situation:
Johannes Lilleøre holder denne tale i forbindelse med LGBT+ Danmarks 75-års jubilæum, som fejres som en midsommerfest ved Amager Strandpark på Sankt Hans aften. Arrangementet byder på musik, mad og taler fra sekretariatet og medlemmer af foreningen. Lilleøre er selv en professionel skuespiller, forfatter og graduate fra den danske forfatterskole samt et aktivt medlem af foreningen.
Omstændighederne kræver, at der leveres en positiv, velmenende og samlende tale. Publikum er selv medlemmer af foreningen, så der er ingen grund til at skulle overtale eller ændre deres holdninger. Det er også en festlig lejlighed, så det er ikke den rette aften for politiske brandtaler eller demonstrationsretorik. Det er ikke en aften for vrede eller sorg, men for glæde og gode minder.
Det er oplagt for Lilleøre at inkludere den gamle danske tradition med Sankt Hans og de dertilhørende hekseafbrændinger. Sidst men ikke mindst kan det også forventes, at han vil omtale LGBT+ Danmarks 75-årige historie, som kulminerer dette år. Dette vil give talen et historisk og tilbageblikkende perspektiv, der binder nutid og fortid sammen på tværs af generationer og repræsenterer, hvad det danske queer-miljø står for, og den rejse, der er foregået i årenes løb.
Hvorfor er denne tale interessant?
Johannes Lilleøres båltale til LGBT+ Danmarks 75-års jubilæumsfest er interessant fordi den formåede på ny at samle fællesskabet både omkring lyset og mørket.
Talen er interessant i kraft af Lilleøres evne til at male kontrastfyldte, sproglige billeder af det at vokse op som queer. Et jubilæum er en fejring; af det der er, og det der har været, men i stedet for at lade talen fokusere på foreningen og dens funktion gennem tiden, har retor valgt at fokusere på foreningens fundament. Medlemmerne. Dem der står, sammen med retor, ved bålet denne Sankt Hans aften.
Det mest bemærkelsesværdige er koblingen mellem retors egen fortælling om Skt. Hans som et frirum for hans queerness i den vestjyske barndom og LGBTQ+ Danmark som helhed. I barndommen blev heksen symbol for hans queerness – i dag er han heksen. Og vi brænder den ikke længere.
Selvom Sankthans er en gammel hedensk tradition med hekse og trolde og varsler og magi, fejrer vi den stadig i dag. Vi fejrer sommersolhvervet; nu er nætterne er kortest, nu er dagene længst. Nu trækker lyset os ud på gaderne, nu ser vi hinanden i øjnene, vi blotter huden og hopper i havnen. I aften stimler vi sammen omkring bålene i København, ja, rundt i hele landet. Vi samles i fællesskaber med mad og venner og taler, mens vi venter på, at ilden tager fat.
God aften …
Jeg var beæret over at blive spurgt, om jeg ville holde talen her ved LGBT+ Danmarks bål. Beæret over, at der blev peget på min stemme som en, der skulle lyttes til netop i år, hvor foreningen fejrer sit 75års jubilæum.
Og i en tid med fokus på, hvem der får lov til at bruge sin stemme, går jeg ydmygt til opgaven.
Min stemme …
Min lille homostemme, der ikke var særlig formuleret, da jeg voksede op i Vestjylland i firserne. Men som senere, bl.a. fordi queerpersoner før mig, havde taget mod til sig og insisteret på at tale, blev en stemme, jeg lærte at bruge, en stemme, jeg blev stolt af.
Jeg fandt ud af, at jeg gerne måtte formulere alle de sære tanker, der stod i kø i min hjerne, at jeg gerne måtte udleve de eksplosive lyster, der boede i min krop.
At den freak, jeg følte mig som, var en ganske fantastisk freak.
Det er i år 75 år siden, at Axel Axgil fik idéen til det, der senere blev Forbundet af 1948, der så i 1982 blev til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, og som i dag hedder LGBT+ Danmark. Han fik idéen til forbundet inspireret af det faktum, at homoseksuelle, i modsætning til andre grupper, der havde været forfulgt under 2. verdenskrig, ikke var medtaget i FNs menneskerettighedserklæring. Det var tydeligt, at der var brug for et fællesskab, et sted at kæmpe fra, et sted at samle ligesindede.
I 1949 udkom forbundets første medlemsblad, der hed Vennen. Jeg har bladret lidt i de gamle medlemsblade, og jeg er blevet ganske rørt. Rørt over den længsel, der gennemsyrer siderne. En længsel efter at høre til i et fællesskab. Men også en ganske banal længsel efter nærhed, ømhed og kærlighed.
Er du et jordisk væsen,
Du som jeg venter på?
Eller en drøm,
som aldrig opfyldes for mig må?
Jeg kender den længsel. Ensomheden … frygten for aldrig at møde et menneske, der kan rumme en for det man er.
Jeg er vokset op i Vestjylland, på en gård ved havet, omringet af stor natur, flade marker, diger og uendelig tavshed. Et isoleret samfund med en stærk gudstro, hvor Indre Missionen dikterede reglerne for, hvordan man moralsk skulle opføre sig i verden. ”Bøsser brænder op i helvede, når de dør,” fik jeg jævnligt at vide, og den lokale folkekirke tilbød samtaler, så man kunne blive helbredt for sine homoseksuelle tendenser.
Ikke det nemmeste sted at vokse op, når man, som jeg, fantaserede om at kysse på drengene i klassen og hellere ville lege med sin kusines barbiedukker end med de legetøjsbiler og traktorer, der stod og samlede støv i reolen.
Men Vestjylland tilbød også forskellige frirum, hvor jeg kunne udfolde mig som den, jeg nu var.
Hvert år fejrede vi Sankt Hans på vores gård. Min far byggede et bål ude på en mark af alle de ting, han skulle skille sig af med: paller, gamle rundballer, reoler. Han byggede det største bål i byen, et bål der trak folk til fra hele oplandet. Og hvert år fik jeg opgaven at lave en heks. Det var jeg nemlig god til. Heksen blev så livagtig, når jeg lavede den. Det sagde de. ”Hvor har du det fra, Johannes?” ”Tænk at du gider.”
Det gad jeg godt. Det gad jeg virkelig godt! Endelig fik jeg lov til at lege med en dukke. Jeg fik ovenikøbet ros for det.
Og jeg gav mig god tid, jeg startede flere uger før Sankthans, formede en fyldig krop af halm omkring et trækors. Skabte et hoved af hø, som jeg pakkede ind i en stofble, hvorpå jeg tegnede et ansigt med lange øjenvipper, store læber og en skønhedsplet på kinden. Jeg lavede en lang paryk af min mors garnrester, som jeg naturligvis selv afprøvede først.
Hvert år ofrede min mor en af sine gamle kjoler, som hun lod heksen tage med ind i ilden. Vi udvalgte kjolen sammen, min mor og jeg, trak kjolen ned over høkroppen, stak et par heksehyl i bæltet og overleverede den færdige heks til min far, der traskede afsted med hende under armen ud på marken, hvor han placerede hende på toppen af bålet. Jeg forstod ikke, at de nænnede at brænde min heks. Hvert år håbede jeg, at en eller anden voksen ville forbarme sig, klatre op på bålet og redde hende, inden ilden tog hende. Det skete aldrig. Bålet blev tændt, og flammerne åd hende, mens hun skreg sin queerness ud over de flade marker.
Heksen var min heltinde, hun rummede min lyst, og hun tog al min skam med ind i ilden.
Heksen gav mig en rolle i det lille lokalsamfund.
Heksen skabte et frirum, også et frirum for min mor, der, med heksen som undskyldning, selvfølgelig, kunne se sin søn udfolde sig.
Min mor kaldte mig Plus. Jeg ved ikke, hvor kælenavnet kom fra, og når jeg spørger hende i dag, husker hun det heller ikke selv: ”Hvorfor spørger du om det? Det kaldte jeg dig jo bare!” Jeg forestiller mig, nok meget naturligt, at jeg er et plus i hendes liv. Noget ekstra. Hun har alt, og så har hun mig. En kærlig forstyrrelse. En åbning ind til noget andet. Jeg har et særligt blik på verden, et særligt blik på hende, et blik hun er nysgerrig på, for jeg har evnen til at få øje på de detaljer, ingen andre ser ved hende.
Detaljerne … alt det, der ligger ved siden af det meste … det ser jeg …
Helmer Fogedgaard skrev følgende i medlemsbladet Vennen i 1949: ”Naturligvis kan vi ikke indrømme, at vi er syge stakler. Vi fejler intet. Vort sjæleliv er bare en smule anderledes end flertallets.”
Vort sjæleliv er bare en smule anderledes end flertallets …
Det synes jeg er en spændende sætning. En påstand, der er værd at dvæle ved. Som queerperson er man nemlig anderledes end flertallet. P.g.a. vores position af at stå ved siden af det normative, har vi fået en indsigt. Mange af os har smertefulde oplevelser med i bagagen, men denne smerte kan transformeres til en konstruktiv kraft.
Smerten kan blive til gletsjere, der pløjer gennem landskabet og skaber nye veje.
Vi kan være pionerer. Vi kan guide det brede samfund i en mere mangfoldig retning. Og vi skal ikke være nærige med vores erfaringer, vi skal dele vores indsigt, vores viden, så vi får alle med, vi skal blive ved med at stille spørgsmål til den måde, vi indretter vores samfund på, vi skal blive ved med at insistere på at tale.
For selvom det er 75 år siden, foreningen blev stiftet, selvom der er sket ufatteligt meget godt i forhold til rettigheder og ligestilling, er der stadig meget at kæmpe for. Der foregår stadig diskrimination, udelukkelse og stigmatisering. LGBT+ personer oplever stadig mistrivsel. Kampen er vigtig.
Jeg tænker på den dreng, der sad i Vestjylland i firserne og ikke forestillede sig, at han nogensinde kunne fortælle nogen om alt det, der foregik indeni ham. Den dreng, der han ikke kunne se en fremtid. Hver gang jeg får lov til at bruge min stemme offentligt, tænker jeg på ham, jeg tænker, om der sidder mon sidder et barn eller et ungt menneske et sted og lytter til mig og oplever, at man gerne må stille sig op bag en mikrofon og tale ud i sommeraftenen uden skam, lade sin homostemme runge ud over vandet, også gerne lidt skingert, og være stolt af den, man er.
I aften brænder vi ikke hekse … vi er heksene …
Om lidt bliver bålet tændt, og vi vil kigge ind i ilden.
Vi vil mærke varmen i ansigtet og træde et par skridt tilbage.
Vi vil synge om lyset, mens vi tænker på de ting, vi ønsker at slippe af med, alt det, der skal brændes, så der bliver plads til nyt. Nye identiteter, nye måder at være i verden, nye veje at gå.
Vi vil gå ind i natten med blussende kinder.
Vi vil cykle gennem sommeren.
Hver for sig og sammen
Vi er potens.
Vi er vanvittig vitamin.
Vi er for evigt.
Vi er kampklare og kærlige.
Og lad bare bogstaverne blive flere og flere.
Lad os blive ved med at udkomme i endnu usete udgaver.
Lad os være her for hinanden og for os selv,
for en fremtid i lys.
Tak for ordet.
Det siger retorikerne:
Overordnet er Johannes Lilleøres tale en epideiktisk tale. Epideiktik er græske Aristoteles’ betegnelse for lejlighedstalen; en tale som primært har til formål at give ros eller ris, at skabe samhørighed og at bekræfte fælles værdier. Lilleøre formår nemlig at skabe samhørighed ved brug af flere retoriske virkemidler, herunder historiefortælling og stil.
Historiefortælling kan være et virkningsfuldt retorisk greb, da det gennem deling af personlige oplevelser kan skabe identifikation og nærvær for tilhørerne. Ved at bruge sig selv og sine egne barndomsoplevelser lukker Lilleøre publikum ind i et privat rum, og samtidig skaber han evidentia (virkeliggørelse af fx et samfundsproblem gennem konkrete beskrivelser) for, at det kan være svært at vokse op som queer person i Danmark.
Ved at fortælle sin egen historie og læse gamle kontaktannoncer op giver Lilleøre desuden queer personer en konkret stemme. Dette ord, stemme, går igen otte gange i talen og bliver et centralt tema. Ordet bliver brugt i både bogstavelig forstand og som en metafor for handlekraft og repræsentation; at queer personer skal lade deres stemmer blive hørt, stolt og uden skam.
Johannes Lilleøre lægger ud med fortællingen om barnet han var; den lille dreng med den lille homostemme, der ikke var særlig formuleret, og afslutter sin tale med ”at lade sin homostemme runge ud over de flade marker”, som han selv beskriver det. Man fornemmer den underlagte, dog velbegrundede, løftede pegefinger mod alt det, der stadig skal kæmpes for, men selv i talerens personlige, hjerteskærende queer-fortælling, består håbet. Selvom vi ikke er i mål endnu, så er vi nået langt. Kontrastfyldt, dynamisk, rørende.
Udover gentagelser bruger Lilleøre forskellige retoriske stilfigurer. Hans brug af ord som “varme, sommer, ild, bål, flammer” kan give konnotationer til Sankt Hans og dermed koble talens forskellige dele med begivenheden. Derudover benytter han anaforer (når flere sætninger begynder med samme ord) og allitterationer (når flere ord begynder med samme bogstav), hvilket skaber amplificatio (fremhævning), bl.a. omkring af fællesskabet i at være queer.
Lilleøres kobling af Sankt Hans og LBGT+ Danmarks 75-års jubilæum gennem historien om heksen er elegant. Ved at beskrive heksen som et frirum for queer kreativitet og ved sætningen “skreg sin queernes ud over de flade marker” gør Lilleøre heksen til et symbol på queer personer, der bliver undertrykt, forfulgt og udslettet. En fare ved denne kobling er, at Lilleøre dermed samtidig taler ind i en aktuel debat omkring hekseafbrændinger. Men som en kobling mellem Sankt Hans og LGBT+ Danmark er det vellykket; også da Lilleøre til sidst vender billedet på hovedet med sætningen “I aften brænder vi ikke hekse … vi er heksene”. Hekse og queer bliver vendt til noget positivt; mennesker med bredere udsyn og større perspektiv, noget der ikke skal udskammes men fejres.
Fra biblioteket til Rådhuspladsen
Tid: 30 minutter
Antal: 4-30
Udstyr: Skærm + højtaler
Forberedelse: Gennemse to videoklip
Tjekliste til din tale
Spørg og du skal få svar